SvanekeGaarden

Bornholms Censurerede Forårsudstilling 2022

Gitte Valentiner-Branth

Tildeles et 14-dages arbejdsophold på Svanekegaarden i 2023 af Fonden Svanekegaarden for maleriet

PROMISED LAND

De 4 censorer Anne Sofie Meldgaard og Sofie Amalie Andesen, Bettina Køppe og Anne Riber begrunder valget således:

I spændingsfeltet mellem rum, arkitektur og natur står værket og vibrerer i sin åbenhed og i sin invitation til at pirre vores nysgerrighed. Der er noget mystik på færde i det mennesketomme eksteriør – som en stilhed før stormen. I sit æstetiske formsprog arbejder kunstneren med klassiske maleriske greb, som både indeholder figuration og abstraktion – noget brydes ned og andet bygges op.

Centralt står en særlig evne til at håndtere kompositionen, hvor rum, form og flader forskydes og opløses i arkitektoniske konstruktioner. Beskueren er i trygge hænder, når kunstneren med præcise penselstrøg, valg af kolorit, komposition og perspektiv blotlægger et malerisk univers mellem fantasi og virkelighed, der vidner om drømme, fravær, længsel og frihed. Vi oplever en passion og kærlighed til maleriet og juryen glæder sig til at følge Gitte Valentiner-Branth maleriske praksis fremover.

Svaneke, 7. april 2022
Peter Riis
Fonden Svanekegaarden

 - om Gitte Valentiner-Branths kunst

Som kunstner fanges Gitte Valentiner-Branths blik af form og farve. Hun er først og fremmest en kompositorisk optaget maler, der via flade, form, farve, kontrast og mønster skaber billedfladen om til en totaloplevelse af sansninger.

Fanges hun af en bygnings arkitektur, en fed lampe, et industrielt rør, en lækker designet stol, et vandtårn eller en elmast fastholdes disse elementer på lærredet i en komposition, der måske, måske ikke, fortæller en historie. For det er ikke først og fremmest følelsen, historien eller det personlige der optager Gitte Valentiner-Branth som kunstner. Hun ønsker at skabe billeder, der i deres rene udtryk giver os en oplevelse af nysgerrighed, eventyrlyst eller refleksion. Og så jo altså den rene visuelle oplevelse af hendes kompositioner, som både er realistiske og sært syrede, næsten drømmeagtige. Det er formen – den ydre visuelle stimulation, der tiltrækker hendes opmærksomhed og sætter hende i gang, og det er i arbejdet med de rumlige former hun udtrykker sig klarest og stærkest – i både præcise penselstrøg og laserende, transparente lag, drivende ned ad lærredet. Alt sammen maletekniske greb, der giver værkerne energi og variation.

Når det er sagt må også understreges, at der i hendes værker ses en sårbarhed og et ønske om at ville mere her i livet, det ligesom springer ud af de visuelle oplevelser, beskueren står overfor. Hun tør vise sin sårbarhed, sine drømme – og sin længsel.

Længslen afslører sig nogle gange i titlerne, hvor man fornemmer, at Gitte Valentiner-Branth ønsker mere, gerne vil lykkes her i livet, være et andet sted, finde sin rette hylde… Og netop disse længsler udtrykker noget alment, som hun som menneske ikke er alene om: At drømme sig væk, at føle at man er på det forkerte sted, at sidde fast i stolen i den tomme stue, at bo i usikre pælehuse, at vandre rundt i ensomme gader og stirre op i en tændt gadelampe. En udlængsel så stærk at den ikke kan andet end brænde igennem og gribe om hjertet.

Men så kommer den seje survivor farende ind i værket og tilfører længsel, sårbarhed og savn en ordentlig omgang farver – og dermed balancerer maleriet igen. For Gitte Valentiner-Branth er først og fremmest en farveglad og livsoptimistisk maler, der oplever de stærke farver som en del af sig selv. De sætter en stemning, en energi og en glæde i livet og som person påvirkes hun helt vildt af farver. Derfor bliver længslen aldrig mørk og stillestående – den er en konstant motor – i værket, såvel som i livet.

Hvad er det så med de rum og de bygninger, der er så interessante? Jo, udover at være visuelt vel-komponerede, konstruktionistiske værker, som i sig selv er tilfredsstillende at kigge på, så kan du, hvis du vil, fordybe dig i endnu et tolkningslag i malerierne. For hvad er det nu huse repræsenterer, i psykologisk, mytisk forstand? Ifølge psykoanalysens grundlæggere, Freud og Jung, kan huset ses som symbol på JEG´ET. Og følger du det spor, kan du både se jeg´ er, der bor på spinkle pæle over mørke sumpe, du kan se imposante bygningsværker med højt til loftet og masser af lys, og du kan se trange stuer, hvor du ikke engang kan se ud, samt utilgængelige jeg´ er, i form af helt sorte vinduer. Således kan man med god ret kalde Gitte Valentiner-Branth for jeg´ ets skildrer – i en symbolik, tematik og farvesætning, der netop ikke bliver omklamrende psykologiserende, men ren, klar og enkel. Hun vil ikke lede os på vej i nogen tolkning, hun vil egentlig bare lave fede malerier af sine sansninger og så lade os selv finde den tråd ind til jeg´et vi har lyst til.

Hun er en kunstner, der gerne vil sætte noget i gang, få sit publikum til at åbne øjnene og tænke over det, de ser, skabe dialog og kommunikation. Og vigtigst af alt maler hun, fordi hun ikke kan lade være og fordi det enkelte billede er nødt til at blive som det bliver. Hvilket er befriende for os som beskuere. Vi rammes ikke nødvendigvis af dybe betydningslag – vi rammes visuelt, som kunstneren selv gør, og kan lade os påvirke af det vi ser i den retning, vi selv ønsker, mens vi nyder hendes særprægede værker, der skiller sig ud fra mængden. Vi kan lade os sætte i gang!

Tekst af kunstskribent Connie Boe Boss, oktober 2018