Oktober 2018

Tekst af kunstskribent Connie Boe Boss

Om Gitte Valentiner-Branth

Hun husker sin morfar ved sit staffeli i atelieret, og hun husker sig selv som barn, konstant tegnende. Og hun beskriver sig selv som en evigt kreativ person, altid i gang med stor energi, hvad enten det har været med boligindretning, skuffer fyldt med billeder og udklip eller i sine forskellige jobs. Alligevel gik der en rum tid i Gitte Valentiner-Branths liv før tiøren faldt og hun pludselig vidste, at det jo var maler, hun skulle være! Billeder har altid optaget hende, hun har altid oplevet verden i billeder, men at hun selv skulle skabe dem, var en åbenbaring, og siden har hun ikke villet beskæftige sig med andet.

Det gik op for Gitte, via en kunstuddannelse på Bjørn Ignatius’ kunstskole og kunstskolen Spektrum, at det var det, hun var: Kunstner. Og at der ingen vej var tilbage. Maleriet blev hendes liv og åndedræt, og hun kunne ikke leve uden. Siden da er der gået over 10 år og i dag lever hun som kunstner og elsker at skabe visuelle udtryk i sine malerier. Hun tænker i billeder, har altid skullet se ting for sig, og derfor er det en stor tilfredsstillelse at kunne omskabe sin visuelle oplevelse af verden til malerier. Det er det eneste, der giver mening, simpelthen.
Gitte Valentiner-Branth kan fanges af et mønster i vejbanen, et rør, et tårn, en bygning, et træ, en bro, industri, gademiljø … og er flere gange blevet spurgt om hun er uddannet arkitekt. Det er hun ikke, men hun sanser flader, rum og vinkler som om hun er, og derfor er hendes billeder ofte et mix af netop flader, arkitektur, rum og interiør. Hun kan ikke få øjnene fra det, formen, farven, kontrasten. Det kan kun forløses i et maleri, som ofte bliver meget dynamisk, med flere perspektiver i ét og samme billede.

Hendes kunstneriske afsæt er ikke først og fremmest emotionelt eller historiefortællende – hun starter et helt andet sted: I sin prægnante visuelle oplevelse af verden omkring sig. Derfor kan hendes værker ses som en personlig forarbejdning af verden omkring os, i dens ydre, håndgribelige form, resulterende i en symbolsk omverdensforståelse, der OGSÅ bliver en indre forståelse af tilværelsens grundvilkår.  

Gitte Valentiner-Branth har udstillet på adskillige censurerede udstillinger i ind- og udland, i kunstforeninger, på kunstmesser m.m.

Oktober 2018

Tekst af kunstskribent Connie Boe Boss

Gitte Valentiner-Branths kunst

Som kunstner fanges Gitte Valentiner-Branths blik af form og farve. Hun er først og fremmest en kompositorisk optaget maler, der via flade, form, farve, kontrast og mønster skaber billedfladen om til en totaloplevelse af sansninger.

Fanges hun af en bygnings arkitektur, en fed lampe, et industrielt rør, en lækker designet stol, et vandtårn eller en elmast fastholdes disse elementer på lærredet i en komposition, der måske, måske ikke, fortæller en historie. For det er ikke først og fremmest følelsen, historien eller det personlige der optager Gitte Valentiner-Branth som kunstner. Hun ønsker at skabe billeder, der i deres rene udtryk giver os en oplevelse af nysgerrighed, eventyrlyst eller refleksion. Og så jo altså den rene visuelle oplevelse af hendes kompositioner, som både er realistiske og sært syrede, næsten drømmeagtige. Det er formen – den ydre visuelle stimulation, der tiltrækker hendes opmærksomhed og sætter hende i gang, og det er i arbejdet med de rumlige former hun udtrykker sig klarest og stærkest – i både præcise penselstrøg og laserende, transparente lag, drivende ned ad lærredet. Alt sammen maletekniske greb, der giver værkerne energi og variation.

Når det er sagt må også understreges, at der i hendes værker ses en sårbarhed og et ønske om at ville mere her i livet, det ligesom springer ud af de visuelle oplevelser, beskueren står overfor. Hun tør vise sin sårbarhed, sine drømme – og sin længsel.

Længslen afslører sig nogle gange i titlerne, hvor man fornemmer, at Gitte Valentiner-Branth ønsker mere, gerne vil lykkes her i livet, være et andet sted, finde sin rette hylde… Og netop disse længsler udtrykker noget alment, som hun som menneske ikke er alene om: At drømme sig væk, at føle at man er på det forkerte sted, at sidde fast i stolen i den tomme stue, at bo i usikre pælehuse, at vandre rundt i ensomme gader og stirre op i en tændt gadelampe. En udlængsel så stærk at den ikke kan andet end brænde igennem og gribe om hjertet.

Men så kommer den seje survivor farende ind i værket og tilfører længsel, sårbarhed og savn en ordentlig omgang farver – og dermed balancerer maleriet igen. For Gitte Valentiner-Branth er først og fremmest en farveglad og livsoptimistisk maler, der oplever de stærke farver som en del af sig selv. De sætter en stemning, en energi og en glæde i livet og som person påvirkes hun helt vildt af farver. Derfor bliver længslen aldrig mørk og stillestående – den er en konstant motor – i værket, såvel som i livet.

Hvad er det så med de rum og de bygninger, der er så interessante? Jo, udover at være visuelt vel-komponerede, konstruktionistiske værker, som i sig selv er tilfredsstillende at kigge på, så kan du, hvis du vil, fordybe dig i endnu et tolkningslag i malerierne. For hvad er det nu huse repræsenterer, i psykologisk, mytisk forstand? Ifølge psykoanalysens grundlæggere, Freud og Jung, kan huset ses som symbol på JEG´ET. Og følger du det spor, kan du både se jeg´ er, der bor på spinkle pæle over mørke sumpe, du kan se imposante bygningsværker med højt til loftet og masser af lys, og du kan se trange stuer, hvor du ikke engang kan se ud, samt utilgængelige jeg´ er, i form af helt sorte vinduer. Således kan man med god ret kalde Gitte Valentiner-Branth for jeg´ ets skildrer – i en symbolik, tematik og farvesætning, der netop ikke bliver omklamrende psykologiserende, men ren, klar og enkel. Hun vil ikke lede os på vej i nogen tolkning, hun vil egentlig bare lave fede malerier af sine sansninger og så lade os selv finde den tråd ind til jeg´et vi har lyst til.

Hun er en kunstner, der gerne vil sætte noget i gang, få sit publikum til at åbne øjnene og tænke over det, de ser, skabe dialog og kommunikation. Og vigtigst af alt maler hun, fordi hun ikke kan lade være og fordi det enkelte billede er nødt til at blive som det bliver. Hvilket er befriende for os som beskuere. Vi rammes ikke nødvendigvis af dybe betydningslag – vi rammes visuelt, som kunstneren selv gør, og kan lade os påvirke af det vi ser i den retning, vi selv ønsker, mens vi nyder hendes særprægede værker, der skiller sig ud fra mængden. Vi kan lade os sætte i gang!